Det begyndte med et marathon

20-årige Kasper Pedersen har dyrket Triathlon i fire år, men begyndte at løbe fordi han meldte sig til København Marathon i 2014 og derfor var nødt til at træne..
“Jeg træner vel 18-22 timer om ugen. Cykler cirka 2-300 kilometer, løber 40 kilometer og svømmer cirka 8-10 kilometer. Jeg vil gerne kvalificere mig til VM på en halv ironman distance, og derfor træner jeg intensivt,” siger Kasper Pedersen, der har en hel del at have sine VM-drømme i.
Han står over for én af hans korte karrieres hidtil største udfordringer, når han i starten af februar rejser til Dubai for at deltage i et løb, hvor han kan booke billetten til VM i Sydafrika senere på året. For at vide sig sikker på at komme med skal han blive nummer ét eller nummer to i sin aldersgruppe.
“Det er lidt presset i forhold til skole og mit arbejde som tennistræner i Hørsholm-Rungsted Tennisklub, men jeg tror, at det er realistisk nok alligevel. Mit hoved er helt sikkert med, og hvis alt spiller på dagen – og mine ben også gør det – så skal det nok gå. Mit mål er at ende i top 3 i min aldersgruppe på 18-24 år. Nu får vi se,” siger han og fortæller, at hele fascinationen omkring Ironman-diciplinen faktisk begyndte med et helt almindeligt marathonløb.
Halvmarathon på halvanden time
“Jeg meldte mig til København Marathon i 2014 og besluttede mig for at træne, og så blev jeg bare mere og mere fokuseret på kost og træningsplanlægning. Det blev hurtigt mere og mere seriøst, og da jeg først var meldt ind i en løbeklub og fandt mig selv blandt motionister og eliteløbere, så fik jeg øjnene op for triathlon-sporten. Det er fedt, at man kan jonglere med flere bolde på én gang, at man kan finde en balance i det hele og affinde sig med, at man altså ikke bliver verdens bedste inden for enkeltdisciplinerne cykling, svømning og løb,” siger Kasper Pedersen.
“Jeg har tidligere deltaget i nogle af de løb, der har været i Hørsholm, og jeg synes, at det er superfedt at løbe på min egen hjemmebane,” siger han.