Trafik information i forbindelse med Hørsholmløbet

Søndag d. 25 maj 2025 afholdes Hørsholmløbet på og omkring Hørsholm Ridebane, Folehaveskove samt Rungsted Hegn.

For at kunne afvikle løbet forsvarligt vil der være begrænsninger i adgang, parkering samt kørende trafik i området.

Parkering

Den brostensbelagte parkeringsplads mellem Folehavevej og den sydlige del af Hørsholm Ridebane vil være lukket for parkering hele Søndag 25. maj fra kl 00:00 til 23:00.
Det samme gælder alléen mellem Folehavevej og Hørsholm Kirke, samt det brolagte område vest og nord for kirken.
For deltagere og andre besøgende til Hørsholmløbet, henvises til parkeringspladserne på begge side af Hørsholm Hovedgade (v. Kammerådensvej hhv. Usserød Kongevej).
Det vil være muligt at parkere på pladserne langs Folehavevej ind mod de gamle stalde. Bemærk dog at der er begrænsninger i hvornår man kan køre til/fra disse pladser, jf. nedenfor.

Afspærring af Folehavevej

Folehavevej vil som udgangspunkt være lukket for kørende trafik i tidsrummet 12:00-18:00 på strækningen mellem Gl. Hovedgade/Ridebanen og frem til ca. 300m vest for viadukten ved Kystbanen.

  • Adgang fra Gøgevang til Folehavevej vil være spærret. Der henvises til omkørsel ad Rungstedvej.
  • Adgang fra Skovvænget til Folehavevej vil være spærret. Der henvises til omkørsel ad Rungstedvej.
  • Adgang til og fra Kirkegårdsvej til Folehavevej vil være spærret.
  • Adgang til Slotsgården/Heiberggården fra Gl. Hovedgade vil ikke være spærret.
  • Adgang til Helleholm via Strandvejen/Folehavevej vil ikke være spærret.
  • Adgang til Kong Georgsvej via Strandvej/Folehavevej vil ikke være spærret.

Selv hvis Folehavevej er tom på et givent tidspunkt, er det ikke tilladt at køre på vejen, før alle afspærringer er fjernet. Vi åbner de forskellige dele af vejen efterhånden som løberne har passeret forbi på sidste rundtur. Vi beder alle trafikanter om at respektere afspærringer og anvisninger fra vores frivillige indtil der igen kan køres på vejen.
Kortet herunder vises hvilke dele af Folehavevej der forventes spærret i hvilket tidsrum. De understreges at alle tidspunkter er ca. tider – som på dagen vil kunne variere indenfor det overordnede tidsrum mellem 12:00 og 18:00.